Selvskade og selvmordstanker — hvad gør man?

Nogle tanker er sværere at bære end andre. Tanker om at skade sig selv eller om ikke at ville leve mere hører til de allertungeste — og alligevel er de mere udbredte, end de fleste ved. Hvis du selv kæmper med sådanne tanker, eller bekymrer dig for nogen du holder af, er du ikke alene. Og du er kommet til det rette sted.

Denne artikel giver dig viden om, hvad selvskade og selvmordstanker egentlig er, hvem der er i særlig risiko, og hvad forskning siger om, hvad der hjælper. For det hjælper at vide mere — og det hjælper endnu mere at tale med nogen.

Hvad er selvskade, og hvad er selvmordstanker?

Selvskade og selvmordstanker er to forskellige ting, selvom de ofte nævnes i samme åndedrag. Det er vigtigt at forstå forskellen.

Selvskade — også kaldet ikke-suicidal selvskade — handler om at gøre sig selv fysisk ondt uden intention om at dø. Det kan være en måde at håndtere overvældende følelser på, en slags ventil når presset bliver for stort. Det er ikke et forsøg på selvmord, men det er heller ikke et tegn på, at alt er i orden. Det er et signal om, at noget er svært.

Selvmordstanker dækker over tanker om at tage sit eget liv. De kan spænde fra diffuse ønsker om at sove og aldrig vågne op igen, til konkrete planer. Alle former for selvmordstanker bør tages alvorligt — ikke fordi det betyder, at noget uundgåeligt vil ske, men fordi det er et tegn på, at personen har brug for støtte og hjælp.

Hvem rammes — og hvad øger risikoen?

Selvskade og selvmordstanker kan ramme alle slags mennesker på alle stadier i livet. Men forskning peger på, at visse livsomstændigheder øger risikoen markant.

Et stort svensk registerstudie, der fulgte næsten tre millioner mennesker, fandt, at børn af forældre med domme for vold har en betydeligt forhøjet risiko for selvskadende adfærd og selvmord sammenlignet med jævnaldrende uden den type belastende opvækst. Faktisk viste studiet, at op mod 14-17 procent af de unge, der voksede op med begge forældre med voldsdomme, udviste selvmordslignende adfærd inden de fyldte 30 år — mod 4-4,5 procent i sammenlignelige familier uden vold. Jo flere belastninger der hober sig op i en familie, desto højere stiger risikoen. Forskerholdet bag studiet understreger, at disse børn og unge har brug for tidlig opsporing og koordineret hjælp på tværs af systemer.

Forskning viser også, at mennesker, der udøver vold i nære relationer, selv har forhøjet risiko for selvmordstanker og selvskade. Et britisk studie baseret på befolkningsdata fandt, at mænd og kvinder der rapporterede at have udøvet partnervold, havde markant større sandsynlighed for at have forsøgt selvmord eller at skade sig selv sammenlignet med den øvrige befolkning. En del af denne sammenhæng hang dog sammen med andre belastende faktorer som misbrug og svære livsomstændigheder — hvilket understreger, at selvmord og selvskade sjældent opstår i et vakuum.

Herudover peger forskning på en klar sammenhæng mellem PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) og forhøjet selvmordsrisiko. Mennesker med PTSD-diagnose har en øget sandsynlighed for at opleve selvmordstanker, forsøge selvmord og dø af selvmord sammenlignet med dem uden diagnosen.

De tidlige tegn — hvad skal man holde øje med?

Det kan være vanskeligt at opdage, at et barn, en ung eller en voksen kæmper med selvskade eller selvmordstanker. Mange skjuler det aktivt. Men der er tegn, man kan være opmærksom på:

• Tilbagetrækning fra venner, familie og aktiviteter man plejer at holde af
• Pludselige humørsvingninger eller vedvarende tristhed og håbløshed
• Uforklarlige ar eller mærker på kroppen
• Udtalelser om at føle sig til besvær for andre, eller at livet ikke er værd at leve
• Øget brug af alkohol eller stoffer
• Søvnproblemer, koncentrationsbesvær og nedsat livsglæde

Et australsk studie, der fulgte over 26.000 børn fra 11-årsalderen og frem til teenageårene, fandt, at børn med tegn på indadvendte symptomer og dårlige relationskompetencer i mellembarnsalderen havde øget risiko for selvskade og selvmordstanker i ungdomsårene. Det understreger, at tidlig indsats — allerede i barneskolen — kan gøre en reel forskel.

Hvad sker der efter en akut krise?

Mange mennesker, der oplever selvmordstanker eller selvskade, ender på et tidspunkt i en skadestue eller et akutpsykiatrisk tilbud. Men hvad sker der bagefter? Det er faktisk en periode, man bør være ekstra opmærksom på.

Et prospektivt studie fra USA fulgte 863 voksne, der alle var mødt op på en skadestue med aktive selvmordstanker eller selvskadende adfærd, i et år efter udskrivelse. Det glædelige er, at over halvdelen ikke oplevede selvmordslignende adfærd hverken ved indlæggelse eller ved opfølgning. Men studiet fandt også, at risikabelt alkoholforbrug og tidligere psykiatriske indlæggelser var tydelige markører for, hvem der fik det værre i løbet af det efterfølgende år. Det peger på, at denne gruppe har brug for tæt opfølgning og støtte — ikke blot en udskrivelsessamtale.

Perioden umiddelbart efter en akut krise er kort sagt særligt sårbar. Hvis du selv eller nogen du kender har været igennem noget sådant, er det vigtigt at sikre, at der er en plan for hvad der sker i dagene og ugerne efter.

Hvad hjælper — hvad siger forskningen?

Psykoterapi er en af de bedst dokumenterede behandlingsformer, når det gælder selvmordstanker og selvskade. Det gælder især strukturerede terapiformer som kognitiv adfærdsterapi (KAT), dialektisk adfærdsterapi (DBT) og traumefokuseret terapi for mennesker med PTSD.

Et interessant studie fra det amerikanske veteranvæsen undersøgte, hvordan psykoterapi faktisk foregik for veteraner med PTSD og selvmordsrisiko — og hvad der adskilte dem, der overlevede, fra dem der ikke gjorde. Studiet brugte avanceret sprogteknologi til at analysere tusindvis af terapinotater og fandt, at de behandlere, der arbejdede med patienter, som efterfølgende ikke døde af selvmord, brugte mere tid på fælles behandlingsplanlægning og medicinopfølgning. Hos de højest risikoramte patienter, der alligevel døde, var fokus i stedet koncentreret om risikovurdering og evaluering. Det er endnu ikke fuldt klarlagt, hvad denne forskel præcist betyder — men det antyder, at aktivt samarbejde om behandlingsplaner kan spille en vigtig rolle.

Hvad forskning generelt er enig om:

• Tidlig opsporing og behandling giver bedre resultater end at vente
• En konkret sikkerhedsplan — en aftale om, hvad man gør, hvis tankerne bliver for intense — kan reducere risikoen
• Reduktion af adgang til midler til selvmord (fx medicin, skarpe genstande) er effektivt
• Tæt opfølgning efter akutte kriser er afgørende
• Behandling af misbrug, særligt alkohol, er vigtig — da det er en markant risikofaktor

Hvad kan du selv gøre — og hvad kan du gøre for andre?

Hvis det er dig selv, der kæmper, er det første og vigtigste skridt at fortælle det til nogen. Det kan føles umuligt — men det behøver ikke at være en lang, svær samtale. Det kan bare være: “Jeg har det ikke godt, og jeg har brug for hjælp.”

Hvis du er bekymret for nogen du kender, er det okay at spørge direkte. Forskning viser, at det at tale åbent om selvmordstanker ikke planter idéen — tværtimod kan det åbne en dør, som personen måske har ventet på. Du kan sige noget så enkelt som: “Jeg er bekymret for dig. Har du tanker om at gøre dig selv noget?”

Konkrete ting du kan gøre:

• Vær til stede og lyt uden at dømme
• Tag det alvorligt — minimer eller bagatelliser ikke det, du hører
• Hjælp med at finde professionel hjælp
• Hold kontakten — isolation forværrer risikoen
• Sørg for at der ikke er let adgang til farlige midler derhjemme

Særlige risikogrupper der fortjener ekstra opmærksomhed

Forskning peger på, at visse grupper er særligt sårbare og bør tilbydes målrettet hjælp:

• Børn og unge fra belastede familier — særligt dem med forældre der har begået vold, eller familier præget af mange samtidige belastninger
• Mennesker med PTSD — traumatiske oplevelser er tæt forbundet med selvmordsrisiko
• Personer med misbrug — alkohol og stoffer øger risikoen markant og forværrer mentalt helbred
• Mennesker der er involveret i partnervold — både ofre og udøvere har forhøjet risiko og brug for støtte
• Dem der netop har været i en akut krise — perioden efter en indlæggelse eller skadestuebesøg er særlig sårbar

Du kan altid få hjælp — tal med os

Selvmordstanker og selvskade er noget, vi tager meget alvorligt hos Udredning.dk. Det er ikke noget du skal bære alene, og det er ikke noget du behøver at finde ud af, om er “alvorligt nok” til at søge hjælp. Hvis tankerne fylder, er det alvorligt nok.

Hos os møder du fagpersoner, der er vant til at tale om netop dette — uden at dømme, og med øje for hele dig og din situation. En udredning kan hjælpe med at forstå, hvad der ligger bag de tanker du oplever, og hvad der kan hjælpe dig videre.

Hvis du befinder dig i en akut krise lige nu, skal du ringe 112 eller tage på nærmeste skadestue. Du kan også ringe til Livslinien på 70 201 201, som er åben alle ugens dage.

Hvis du ønsker at tale med en af vores specialister om udredning eller behandling, er du velkommen til at tage kontakt til os. Det kræver ingen akut krise at række ud — det kræver bare, at du ønsker hjælp.